Status på CCUS-puljen

Regeringen har afsat 16 mia. kr. til etablering af CO2-fangst. Der skal fra 2026 fanges mindst 400.000 ton CO2/år, stigende til mindst 900.000 ton CO2/år i 2030.

Energistyrelsen har 7. marts bedt om yderligere kommentarer til markedsdialogen med sektoren. Af dokumentet fra Energistyrelsen kan man udlede følgende status i forhold til det udbud, Energistyrelsen planlægger.


Lagring – ikke anvendelse

Udbuddet forventes at have fokus på fangst og lagring. Anvendelse af CO2 indgår således ikke i materialet. Ligeledes kan CCS baseret på biogas, pyrolyse eller Direct Air Capture ikke modtage midler fra denne pulje.


Der tildeles én kontrakt på mindst 400.000 ton CO2/år

Energistyrelsen forventer at udstede én kontrakt på mindst 400.000 ton CO2/år. Udbuddet forventes således at få én vinder. Det er muligt at byde med flere lokationer og/eller flere selskaber for på den måde at nå 400.000 ton CO2/år, hvis man ikke kan levere 400.000 ton CO2/år på en lokation eller med en virksomhed.


Ramp-up i 2025

Der stilles krav om at fange mindst 400.000 ton CO2 i 2026. Der er dog også sat midler af til CO2-fangst i 2025. CO2-fangst i 2025 vil desuden have positiv indvirkning på tildelingen af midler.


Økonomisk ramme

Til første runde, der har til formål at fange og lagre mindst 400.000 ton CO2/år afsættes 8,3 mia. kr. fordelt ud på 20 år med 406 mio. kr. årligt fra 2025 til 2044 samt 180 mio. kr. i 2045 (P/L-reguleres). De tildelte midler op- og nedjusteres ift. kvoteprisen. På årligt plan vil det ikke være muligt at få udbetalt større støtte end angivet i udbudsmaterialet (406 mio. kr./år), og det vil derfor være svært at kompensere for en eventuel faldende kvotepris medmindre man har budt lavere end den samlede økonomiske ramme. Ligeledes kan uforbrugte midler ikke overføres til et efterfølgende år.


Åben bog

Der skal være fuld transparens i byderens omkostningsstruktur i udbuds-, etablerings- og driftsfaserne (2022-2045).


Kontraktlængde

Kontrakten løber til 2045. Energistyrelsen overvejer, om der skal indbygges en klausul i kontrakten, som gør det muligt for byderne at komme ud af kontrakten fra 1. januar 2033 uden at skulle betale bod eller kompensation.  


Tidsplan

Ifølge dokumentet forventes nedenstående tidsplan

Forår 2022 Udbud offentliggøres og prækvalifikation gennemføres
Sommer 2022 Første tilbud til Energistyrelsen afleveres af de fem bydere
Efterår 2022 Forhandlinger
December 2022 Kontraktindgåelse
2023-2025 Etablering: Indkøb, projektering, anlæg m.v.
2025 Ramp-up. Anlægget opstartes og der fanges den første CO2
2026-2045 Fuld drift


Tildelingskriterier

Maksimalt fem bydere prækvalificeres. Byderne prækvalificeres på baggrund af finansielle og tekniske kapaciteter, herunder supply chain management system, erfaring med CCS, samt erfaring med etablering og indkøb af anlæg.

Selve tildelingen af kontrakten baseres på

  • Pris pr ton CO2, der fanges og lagres
  • Projektets modenhed
  • Mængde CO2, der fanges inden 2026 (dog maksimumpoint til 400.000 ton inden 2026)
  • Mængde CO2 udover 400.000 ton der fanges pr. år fra 2026

Rul til toppen